TOM DIXON I DK

TOM DIXON I DK

International topdesigner skal lære danske kunsthåndværkere at planlægge deres karriere

Englands p.t. hotteste designer Tom Dixon kommer til København. Han er hovedtaleren på Danish Crafts’ nytårskur, KUR09, der handler om karriere og kunsten at skabe sig en. Det er Tom Dixons første officielle optræden i Danmark.

Ikon, designer, curator, producent og industriel konceptmager – engelske Tom Dixon har det hele og mere til. Han har taget vejen fra designer til indehaver af et brand i verdensklasse, og på Danish Crafts’ 3. Nytårskur, KUR09, leverer han sin personlige fortælling om vejen til en succesfuld karriere og de kompromis’er, som vejen ofte er belagt med. Hvad kræver det at komme til tops i den internationale designverden? Hvordan plejer man sit talent samtidig med, at man etablerer internationale kontakter, deltager i udstillinger og udvider sit netværk? Og hvordan forener man det at være kunstner og kommerciel?

Med KUR09 ønsker Danish Crafts at give et bud på, hvordan man som kunsthåndværker og designer løser den konflikt, der ligger i at kombinere det kunstneriske og kreative med det forretningsmæssige og bevare sin integritet samtidig med, at man går i clinch med det kommercielle marked.

– Danmark har en stor talentmasse af kunsthåndværkere og designere, som oplever en stigende efterspørgsel efter deres kompetencer og ydelser. Dette skal synliggøres yderligere over for danske og internationale producenter, udtaler direktør i Danish Crafts Birgitte Jahn.

Udviklingen kræver, at man som kunsthåndværker og designer er klædt på til mødet med erhvervslivet og er bevidst om sine ønsker til sin professionelle løbebane. At man er i stand til at afveje sine kunstneriske ambitioner med de mere forretningsmæssige mål.

Det er derfor meget relevant at vise, hvorledes nogle med stor succes har formået at kombinere deres kunstneriske integritet med en meget professionel forretningsmæssig tilgang, afslutter Birgitte Jahn.

På KUR09 får Tom Dixon følgeskab af den danske designer Louise Campbell og medindehaver af den svenske designvirksomhed Källemo Erik Lundh, som hver især bidrager med deres individuelle fortællinger om deres karriere. Ved brug af disse ”karriereforbilleder” ønsker Danish Crafts at inspirere potentielle karrieremagere til bevidste og taktiske overvejelser forud for et karriereforløb. Sociolog Henrik Dahl diskuterer karriere som livsform i forhold til kunsthåndværk og design.

Målet med Danish Crafts’ KUR-arrangementer er at afholde events, hvor producenter og udøvere mødes omkring et fagligt indhold. KUR07 ”For at skabe banebrydende kunsthåndværk er der brug for professionelle udøvere og modige producenter” og KUR08 ”Fra local til global crafts – limited edition eller mass production?” – åbnede op for dette rum.

Danish Crafts’ KUR-arrangementer ligger således i forlængelse af Danish Crafts’ fortsatte arbejde med at synliggøre, promovere og professionalisere området.

Yorkshirepudding og brit pop

Tom Dixon grundlagde sin designvirksomhed i 2002. I 2004 indgik virksomheden partnerskab med det svenske investeringsselskab Proventus om etableringen af design- og produktudviklingsfirmaet Design Research Ltd. Det omfatter Tom Dixon, Design Research Ltd. og Artek, som blev grundlagt af Alvar Aalto i 1935. Herudover har Tom Dixon i en årrække været designchef for den engelske møbelkæde Habitat, curator, modtager af en stribe designpriser, bestyrelsesmedlem i en række virksomheder og forfatter til flere bøger.

En del af opskriften på Tom Dixons succes skyldes hans ligefremme, ukomplicerede og uprætentiøse holdning til design og hans forkærlighed for ærlige, industrielle materialer – kvaliteter, der altid har defineret den engelske industri, og som findes i alle aspekter af britisk kultur lige fra landets enkle, men robuste køkken til ”hjemmedyrkede” musikgenrer som brit pop og modestrømninger som punk.

Udover hans brug af industrielle materialer som kobber, støbt glas, emalje har Tom Dixon for nylig lanceret en stol fremstillet efter århundredgamle kunsthåndværkertraditioner.

KUR09 finder sted på Glyptoteket torsdag den 15. januar 2009. Fredag den 16. januar præsenteres Tom Dixons nye 2008 kollektion i CPH Square.

Yderligere oplysninger om KUR09 kan fås hos presseansvarlig hos Danish Crafts, Dorthe Rud Michaelsen, tlf. 3312 6162/2075 5152

Yderligere oplysninger om Tom Dixon på tomdixon.net

Om Christoffer Steenbeck

Skriver om design
Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

TOM DIXON I DK - in english