Kimball Art Center by BIG

Kimball Art Center by BIG

BIG + ARCHITECTURAL NEXUS VINDER DEN INVITEREDE KONKURRENCE OM KIMBALL ART CENTER I USA

 

BIG + Architectural Nexus + Dunn Associates + VBFA + Envision Engineering og Big D står bag vinderforslaget til en ny museumsbygning og renovation af Kimball Art Center i Park City, Utah.

 

Kimball Art Center, som bl.a. lægger hus til den årlige Sundance Film Festival i Park City, Utah, inviterede sidste år 18 internationale tegnestuer til at deltage i en arkitektkonkurrence om en ny museumsbygning til den anerkendte kunstinstitution, samt en omfattende indvendig renovering af det nuværende center. Vinderprojektet blev offentliggjort i Wall Street Journal og blev udvalgt af en officiel jury, samt besøgende af kunstmuseet og den nylig afholdte filmfestival. Byggeriet forventes påbegyndt i januar 2013 med afslutning i 2015.

 

”BIGs overbevisende forslag vil videreføre Park Citys historiske særpræg og skabe et nyt vartegn for byen med stærke referencer til byens tidligere ikon, den i 80’erne nedbrændte Coalition Mine Building. Vinderforslaget lever op til vores ønske og mission om at skabe bedst mulige rammer for kunstudstillinger, læring og events. BIGs forslag lægger kursen for Kimball Art Centers fremtid, som med denne udvidelse vil omfavne lokalsamfundet og imødekomme stadig flere internationale besøgende og kunstsamlere.” Robin Marrouche, Executive Director, Kimball Art Center.

 

BIGs forslag henter inspiration i Park Citys aktuelle byudvikling, projektets unikke beliggenhed, samt byens historie som tidligere mineby. Bygningen styrker bylivet, markerer indgangen til byen og skaber et nyt vartegn for Park City. Den nye museumsbygning er i højde tilsvarende den nedbrændte minebygning Coalition Mine Building, som havde central betydning for Park Citys historie og identitet. Bygningen tilpasser sig byens grid i grundplan mens bygningskroppen i højden snor sig udad mod indgangen til byen og byder tilrejsende velkommen. Façaden er konstrueret af massive træ-elementer der refererer til byens historiske minedrift.

 

”Park City og Kimball Art Centers rå charme er forankret i en tradition hvor postindustrielle strukturer omdannes til at huse kultur- og fritidsliv. Med vores forslag søger vi at fortsætte denne tradition ved at anvende byggeteknikken fra gamle miner og jernbane elementer som et udgangspunkt for designet af det nye museum. Hvor minebygningen Coalition Mine Building engang stod som et ikon for Park City som en mineby – vil det nye Kimball Art Center stå som et vartegn for det moderne Park City og byens rige kulturliv.” Bjarke Ingels, BIG.

 

Bygningens snoede façade omslutter en indvendig spiraltrappe, som fører besøgende fra gadeplan op til den generøse tagterasse. Området mellem den nye galleribygning og det eksisterende Kimball Art Center vil huse en restaurant som smelter sammen med en skulpturhave på taget af den nuværende bygning.

Den eksisterende bygning vil ved renovation prioritere læring og udstillingsfaciliteter som skal komplementere funktionerne i den nye galleribygning.

 

FAKTA

 

NAVN: The Renovation and Expansion of Kimball Art Center
BYGHERRE: Kimball Art Center
BELIGGENHED: Park City, Utah, USA.
STØRRELSE: 2.800 m2, 30.000 sf
SAMARBEJDE: Architectural Nexus, Dunn Associates, Van Boerum & Frank Associates, Envision Engineering, Big D Construction.

Partner-in-Charge: Bjarke Ingels, Thomas Christoffersen
Projektleder: Leon Rost
Team: Terrence Chew, Suemin Jeon, Chris Falla, Andreia Teixeira, Ho Kyung Lee

 

www.big.dk

Om Christoffer Steenbeck

Skriver om design
Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Kimball Art Center by BIG - in english