Vi er altid meget spændte, når nogle af de nye up and coming danske designere rører på sig. Denne gang sker det med en sammensmeltning af fire danske designtalenter, som netop er hjemvendt fra Milano, og sammen arbejder under navnet No Problem.
Det danske designkollektiv No Problem deltog som de eneste danskere på møbelmessen Salone Internazionale del Mobile - Salone Satellite i Milano, med fire møbler som løser en række af hverdagens problemer.
Møbelmessen i Milano er den største og mest anerkendte i Europa og bliver besøgt af branchefolk og private fra hele verden. Den er derfor en unik platform for danske designere, og en god måde at profilere dansk design for et internationalt publikum.
No Problem består af Signe Baadsgaard, Martin Hartmann, Nikolaj de Hansen og Isabel Ahm, der alle har taget afgang fra Kunstakademiets Arkitektskole i 2007.
Møblerne afspejler kollektivets måde at arbejde på. Projekterne udvikles med udgangspunkt i brugernes behov og en tilgang der undersøger konkrete problemer.
Det er en gængs opfattelse, at design handler om formgivning, æstetik og identitet. Det gør det også. Men i langt højere grad handler det om at løse problemer! Dette bliver endnu mere væsentligt i en tid, hvor vi skal spare på ressourcerne – både på miljøfronten og finansielt. Der er behov for funktionelle og langsigtede løsninger, der kan afløse brug-og-smid-væk kulturen indenfor møbelindustrien.
Hvis designet er gennemtænkt på både det funktionelle og æstetiske niveau, så holder møblet længere, og både miljø og pengepung bliver tilgodeset.
Derfor skaber No Problem møbler, der rent faktisk er behov for: Møbler der faciliterer behov, løser problemer og leverer et langtidsholdbart æstetisk udsagn med udgangspunkt i hverdagslivet.
Flip Table, udarbejdet af Signe Baadsgaard, er bordet til den lille bylejlighed. Når pladsen er trang, og du ikke har mulighed for at have en arbejdsstation, må du arbejde og spise ved samme bord. I Flip Table bor arbejdsstationen inde i bordpladens skjulte rum. Du åbner blot lågerne i pladen og så er du klar til at arbejde videre. Når du er færdig med arbejdet, lukker du lågerne igen, og bordet er klar til at spise og hygge ved.