CODE O9 COPENHAGEN DESIGN

CODE O9 COPENHAGEN DESIGN

Der er virkelig lagt i kakkelovnen til at give publikum en helt ny oplevelse, når København i august 2009 bliver et spækket samlingspunkt for det ypperste indenfor design, møbler, interiør og arkitektur. Bella Centers nyeste skud på messestammen CODE09 – Copenhagen Design 2009 – bliver i dagene 27.-30. august en vigtig del af Danmarks første, internationale designuge. Hele byen kommer altså til at stå i designets tegn og vil uden tvivl tiltrække stor international opmærksomhed med bl.a. overrækkelsen af verdens største designpris INDEX:.

– CODE09 ønsker at være den førende designmesse i Skandinavien. Vi vil være branchens mødested, dér hvor de nye, innovative produkter vises frem, dér hvor man får nys om tidens tendenser. Kort fortalt skal CODE være et samlingspunkt for design og arkitektur og afspejle tidens trends. Derfor er det perfekt, at vi bliver en integreret del af Designugen. Sådan forklarer udstillingschef Lone Ann Disch, Bella Center, konceptet for CODE09. Og entusiasmen kan virkelig mærkes, når hun fortæller om den kommende messe, der er en videreudvikling af den traditionsrige møbelmesse:

– Design er en utrolig vigtig del af danskernes hverdag. Vi er vokset op med design i vores hjem, og det er derfor en stor del af vores identitet. Derfor er det også helt rigtigt set, at vi skal have en designmesse i Danmark. London-eventen ‘ 100% Design’ er den, der ligger tættest på – men vi skal her i Danmark være med helt fremme og følge tidens tendenser, forklarer Lone Ann Disch.

I forbindelse med CODE09 vil verdens designfokus hvile på Danmark og København i en hel uge – og designugens tema “Design for our future environment” falder da også helt i tråd med Danmarks værtskab for FNs klimatopmøde, der som bekendt afholdes i efteråret 2009.

– Hele ugen kommer København til at summe af aktivitet med events i det offentlige rum, designnat, udstillinger, konferencer, foredrag, workshops og ikke mindst overrækkelsen af verden største designpris INDEX:. Alt sammen noget som vil tiltrække danske og internationale branchefolk, designere, eksperter, turister, studerende og internationale medier. Så der er virkelig noget at glæde sig til, fortsætter Lone Ann Disch.

Fem spændende designområder

CODE09 får fem spændende områder, der alle har til formål at tilgodese ønsket om at vise tidens tendenser og trends.

Nordic Selected: En helt unik udstilling, der viser det bedste af nordisk design inden for det sidste årti. Udstillingen er bedømt af en betydningsfuld international designer og har en underkurator fra hvert af landene Sverige, Norge, Island, Finland og Danmark. Nordic Selected rummer produkter inden for grafisk, industrielt, internaktivt og arkitektonisk design.

Furniture/Intetior: Her ses alle tendenserne indenfor møbler, belysning, design, tekstil og boligtilbehør. Furniture/Interior repræsenterer toppen af nordisk og international design – både det klassiske og det allernyeste. Udstillerne er producenter, importører, agenter, forhandlere og designere.

Gallery: En helt ny podium-udstillingsform, hvor nye designtalenter og etablerede designere fra Norden og resten af verden kan udstille.

Sustainable Design: Her sættes fokus på begrebet “bæredygtigt design”. Et begreb, som handler om design baseret på øgede miljøhensyn, mindsket ressourceforbrug og social ansvarlighed. Vi påvirker vores miljø med alt, hvad vi foretager os, og miljøet påvirker os. Det kan ikke undgås, men vi kan gøre en markant forskel over for vores truede klode ved at tænke bæredygtigt, og det kan gøres i alle dele af værdikæden – lige fra designfasen til materialevalg, produktionsform, transport og branding.

Designboom: Den internationale designsammenslutning “Designboom” besøger for første gang København med en udstilling bestående af 35 internationale designtalenter. Besøgende har mulighed for at møde de unge avantgardister og stifte bekendtskab med deres værker, som er prototyper eller en del af begrænsede serier. De besøgende kan se, høre og røre mange intelligente, brugbare og skæve værker – og købe dem til en ofte symbolsk pris. Siden 2005 har “Designboom” haft base i Milano og afholdt årlige udstillinger i store byer som New York, Sydney og Tokyo.

Yderligere oplysninger fås hos:

Udstillingschef Lone Ann Disch på tlf. 32 47 21 55 eller e-mail: lad@bellacenter.dk.

Om Christoffer Steenbeck

Skriver om design
Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

CODE O9 COPENHAGEN DESIGN - in english